tirsdag den 7. oktober 2014

Broccoli boller.

For et par dage siden så jeg denne opskrift hos en anden blogger (jeg kan desværre ikke huske hvad bloggen hed, da det bare var tilfældigt at jeg havnede der..) men hun havde denne opskrift på broccoli boller, som jeg var nødt til at prøve.
Jeg elsker at bage, så så snart at muligheden giver sig for at prøve noget nyt, slår jeg som regel altid til. Og da jeg prøver at spise lidt sundere end normalt i øjeblikket, kom denne opskrift jo som sendt fra himlen. Jeg har dog justeret lidt på den oprindelige opskrift, da den ikke hang helt sammen og mere gjorde dejen til en suppe, end til en egentlig dej.

Ingredienser:
  • 1 broccoli hoved
  • 1 dl havregryn
  • 2 æg
  • 2 æggehvider
  • 3-4 dl mel
  • 1 dl mælk
  • Salt og peber
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 dl 5 korns blanding
Tænd ovnen på 180 grader og beklæd en bradepande med bagepapir.
Skær broccolien i mindre stykker, og kør det til sidst igennem en blender eller en foodprocessor, så broccolien bliver helt fin.
Pisk to æggehvider til de er lette og luftige, og vend broccolien i. Tilsæt herefter bagepulver, salt og peber, mælk og havregryn. Når det hele er pisket godt sammen, tilsættes de to æg.
Tilsæt til sidst korn blandingen og melet. Det skal ikke blive til en normal bolledej, så den kan rulles ud på et bord. Den vil blive meget våd i det, men der skal nok mel i, så dejen trods alt hænger sammen. Brug to spiseskeer til at fordele dejen på bagepapiret, i den ønskede størrelse. Jeg fik det til syv boller i alt.
Bag dem i ovnen i cirka 20-25 minutter, eller indtil de er let gyldne. De har ikke behov for at hæve inden bagning.
Og voila, de nemmeste og lækreste broccoli boller. Det er nok ikke lige bollen man skal spise til nutellaen, da jeg tror det vil være en lidt sjov kombination. Leder du efter en opskrift hvor du kan spise nutellaen samt med sunde boller, kig her: http://nemaftensmad.com/sunde-boller Jeg spiste mine med smøreost m. champignon, og det smagte forrygende.
Jeg spiste to boller omkring klokken elleve, efter min morgentræning, og her, fem timer efter, er jeg stadig ikke sulten. Så de mætter rigtig godt!
God appetit.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar